Vælg en side

‹ tilbage til alle artikler

Børn og bold er et godt match

Drømmen er at blive professionel håndboldspiller, men Jeppe Dyring er også utrolig glad for at arbejde med børn. Derfor er det optimalt, at han nu får lov at kombinere sin sport med uddannelsen som pædagogisk assistent på SOSU STV i Skive.


“Den helt vilde drøm er at komme til en af de store tyske håndboldklubber. Men det sker kun for meget få. Så en mere realistisk drøm er at blive deltidsprofessionel håndboldspiller i en dansk klub med et arbejde som pædagogisk assistent ved siden af.”

Sådan lyder det fra den 18-årige Jeppe Dyring, som er godt i gang med uddannelsen som pædagogisk assistent.
En aftale mellem SOSU-skolen, Skive kommune og Skive Elitesport betyder, at Jeppe Dyring er skolens første Team Danmark-elev. Han kombinerer skoleperioder, oplæring og sin sport i den lokale håndboldklub, Skive fH.

“Vi har et fantastisk samarbejde med Skive kommune og Skive Eliteidræt og er meget glade for at vise, at man også kan tage en erhvervsuddannelse og samtidig være Team Danmark-elev. Det er ikke forbeholdt de gymnasiale uddannelser,” siger uddannelsesleder Therese Færch Christensen, SOSU Skive-Thisted-Viborg.

Samtidig har hun også kun rosende ord til Jeppe Dyrings indsats. Han er pligtopfyldende, mødestabil og altid på forkant med sine afleveringer. “Det er en forudsætning for at indgå sådan en aftale, at eleven er indstillet på at gøre en stor indsats, og det har Jeppe til fulde levet op til.”

Nok at se til

At det kræver hårdt arbejde, er man ikke i tvivl om, når Jeppe Dyring beskriver sit ugeprogram. Ved siden af uddannelsen har han tre gange aftentræning, to gange morgentræning plus tre styrkepas. Oveni kommer kampene og ekstra træning, hvis han skal spille på førsteholdet, hvor han er reserve, når førsteholdsspillere er skadede.

Det meste kan planlægges, men det sker, at en håndbold-aktivitet spænder ben for en undervisningslektion. Så er Jeppe Dyring meget opmærksom på, at han får indhentet læsning og eventuelle opgaveafleveringer. For selv om drømmen er en håndboldkarriere, er han ikke i tvivl om, at skolen skal have første prioritet lige nu.

Som Team Danmark-elev kunne Jeppe have valgt at forlænge sin uddannelse, så der var bedre tid til at nå det hele. Men det har han ikke lyst til. Han vil hellere blive færdig på normeret tid, så han er uddannet september 2026.

Gerne arbejde med børn

Det var ikke nogen svær beslutning, at håndboldkarrieren skulle kombineres med uddannelsen til pædagogisk assistent.

“Jeg har længe vidst, at jeg gerne ville arbejde med børn, også fordi min far er pædagog. At det blev den pædagogiske assistent uddannelse skyldtes, at det gav mig mulighed for at arbejde med det faglige og det praktiske uden at skulle gennem så mange bøger. Det tiltalte mig,” tilføjer Jeppe Dyring.

Jeppe startede på grundforløb1 lige efter 10. klasse på efterskole. På SOSU-skolen fik han god vejledning om mulighederne for at kombinere sin sport med uddannelsen og blev bekræftet i, at det kunne lade sig gøre.

“Til at starte med var det da lidt svært at forestille sig, hvordan det ville være at kombinere håndbold og min uddannelse. Men jeg har aldrig tvivlet på, at det var det rigtige, og det har været vigtigt for mig at vise, at jeg kunne overholde aftaler begge steder,” siger Jeppe Dyring.

Både Jeppe Dyring og Therese Færch Christensen understreger, at sådan en aftale stiller krav om forventningsafstemning og fleksibilitet fra alle. Det gælder både i skoleperioderne og i oplæring. Jeppe Dyring har gennemført sin første oplæring i en børnehave, hvor han blev taget rigtig godt imod.

“De har været virkelig fleksible i forhold til at planlægge min arbejdstid, så den passer med min træning. Det betød bl.a. at jeg både havde arbejdsdage på fem timer og på ni timer for at få det til at gå op. På første stuemøde fortalte jeg også om det, så alle vidste, hvordan det var.”

Therese Færch Christensen supplerer: ”Jeppe har fået meget ros og anerkendelse fra sit oplæringssted. Og så er han også et godt forbillede for børnene.”

Arenaer supplerer hinanden

Nogen ville måske tænke, at det var vanskeligt at skulle agere i to så forskellige verdener, som undervisningstimer på SOSU-skolen eller arbejdet i en børnehave sammenlignet med livet som eksponeret håndboldspiller i Skive håndbold. Jeppe Dyring kan tværtimod se en stor fordel ved kombinationen.

“Jeg kan rigtig godt lide, at når jeg er på skolen, er jeg bare Jeppe. Mine kammerater oplever mig som stille og rolig og med andre gode egenskaber. Det giver et pusterum fra det fokus, der selvfølgelig hele tiden er til håndbold på, hvordan jeg præsterede i sidste kamp.”

Og folk omkring ham kan også se, hvordan den kombinerede uddannelse har udviklet ham.

“Både mine venner og mine forældre siger, at jeg har ændret mig som person, efter jeg er gået i gang med uddannelsen. Det kan jeg også selv mærke. Jeg er blevet meget mere moden, men jeg omgås jo også voksne hele tiden og får løn for mit arbejde.”

På SOSU-skolen er Therese Færch Christensen og hendes kolleger klar til at modtage flere elever, der vil kombinere deres sport med en pædagogisk eller sundhedsfaglig uddannelse. Hun er enig med Jeppe Dyring, som har dette råd til andre unge:

“De skal bare springe ud i det, sørge for at afstemme forventninger og overholde aftaler. Så skal det nok gå”.


Talentordning i Skive
Skive er Team Danmark elitekommune og det betyder, at kommunen/Skive Eliteidræt samarbejder med Team Danmark om tiltag i forbindelse med talentudviklingen i kommunen. Team Danmark stiller rådgivning og ekspertise til rådighed og til gengæld har Skive Kommune afsat økonomi og mandskab til, at udvikle lokale initiativer. Et af projekterne er en talentordning på ungdomsuddannelserne, som omfatter Skive Gymnasium, Skive College, 10. klasse Center Skive og Social- og Sundhedsskolen Skive-Thisted-Viborg.

Der er brug for flere dygtige pædagogiske medarbejdere i kernevelfærden

Behovet for pædagogiske medarbejdere er stort. De pædagogiske assistenter har stærke kompetencer i det borgernære arbejde – helt fra de små børn til unge, voksne og ældre med eksempelvis demens.

Danske SOSU-skoler sætter i en række artikler spot på, hvad de pædagogiske assistenter er gode til, og hvad der ligger bag, at de i flere og flere kommuner er med til at løfte kvaliteten i tilbuddene på både det almene og det specialiserede område.

De pædagogiske assistenter er velforberedte

De pædagogiske assistenter er velforberedte

Der er gode muligheder for at være med til at bestemme både arbejdsopgaver og elevernes alderstrin, når en pædagogisk assistent bliver ansat på specialskolen i Varde, fortæller viceskoleleder Marianne Burgdorf, der er imponeret over ansøgernes forberedelse. På Sct....

læs mere
De bliver helt høje af uddannelsen

De bliver helt høje af uddannelsen

Mange ufaglærte pædagogmedhjælpere vil gerne bygge teori på deres pædagogiske praksis og uddanner sig til pædagogiske assistenter. I Esbjerg er interessen så stor, at der er venteliste. Marianne Guldager Jensen er meget varm fortaler for, at ufaglærte medhjælpere...

læs mere
Nu får flere ældre glæde af pædagogiske assistenter

Nu får flere ældre glæde af pædagogiske assistenter

Mange pædagogiske assistenter arbejder allerede på specialområdet for både børn og voksne i Esbjerg og Vejen kommuner. Et nyt samarbejdsprojekt med SOSU Esbjerg skal styrke fokus på området endnu mere, og kommunerne vil også oprette flere lærepladser. Traditionelt har...

læs mere