Mange ufaglærte pædagogmedhjælpere vil gerne bygge teori på deres pædagogiske praksis og uddanner sig til pædagogiske assistenter. I Esbjerg er interessen så stor, at der er venteliste.
Marianne Guldager Jensen er meget varm fortaler for, at ufaglærte medhjælpere bliver faglærte pædagogiske assistenter. Derfor har hun skubbet til mange dygtige medhjælpere for at få dem til tage uddannelsen.
”Medhjælperne er i forvejen rigtig gode til det praktiske pædagogiske arbejde, men jeg fortæller dem blandt andet, at med noget mere teori får de langt bedre mulighed for at byde ind og supplere de pædagoger, de arbejder sammen med”, siger Marianne Guldager Jensen.
Som leder er det utroligt at opleve, at de bliver tindrende lykkelige og helt ændrer grundsyn på sig selv. De er lige ved at sprænges og vil gerne byde ind med alt det nye, de har lært.
Hun er i dag pædagogisk leder i børnehaven Dynamikken i Esbjerg. Indtil for kort tid siden var hun områdeleder for fem institutioner i kommunen, og i det gamle job var Marianne Guldager Jensen med til at ansætte mange pædagogiske assistentelever. Det drejer sig både om elever, der tager en hel erhvervsuddannelse til pædagogisk assistent, og ufaglærte medhjælpere, som måske har arbejdet i en daginstitution i en del år og derfor kan tage uddannelsen på kortere tid.
Skolen er længe siden
Jævnligt møder Marianne Guldager Jensen ufaglærte, som er i 30’erne eller 40’erne og har været på arbejdsmarkedet i mange år, men ikke har taget uddannelse siden de forlod folkeskolen. Så kan det være svært at se sig selv vende tilbage til skolebænken.
”Derfor har mange medhjælpere brug for et skub for at komme i gang med at uddanne sig. De har måske en opfattelse af, at de ikke kan. Det kan skyldes tidligere dårlige skoleoplevelser. Nogle af dem har også brug for hjælp for at kunne gennemføre. Men når de så tager springet og går i gang, bliver de helt høje af det. Som leder er det utroligt at opleve, at de bliver tindrende lykkelige og helt ændrer grundsyn på sig selv. De er lige ved at sprænges og vil gerne byde ind med alt det nye, de har lært”, siger Marianne Guldager Jensen. I dag er interessen for at uddanne sig fra ufaglært til faglært på det pædagogiske område så stor i Esbjerg, at der ligefrem er venteliste.
”Oveni deres praktiske pædagogiske erfaring får de nogle konkrete færdigheder som it og nye aktivitetsidéer, men først og fremmest oplever de, at de kan bruge teorien og sætte masser af eksempler på fra deres arbejde. De har i forvejen været dygtige medhjælpere, men med uddannelsen får de snuset til den pædagogiske teori og har en anden allround forståelse af deres arbejde”, siger Marianne Guldager Jensen.
Uddannelsen giver bedre mulighed for at understøtte kollegaerne
Og netop relationen mellem de forskellige faggrupper er noget, der optager Marianne Guldager Jensen. Det gælder om at balancere opgaverne, så alle føler, at de får lov at bruge deres faglighed, og derfor finder det attraktivt at være ansat. De pædagogiske assistenter kan blandt andet konflikthåndtere på et andet niveau og har en viden om at igangsætte aktiviteter og at håndtere materialer, som ufaglærte medhjælpere ikke har. Pædagogerne har en større teoretisk viden om forældresamarbejde og barnets udvikling, så det er dem, der tager de svære forældresamtaler, mens de pædagogiske assistenter også kan deltage i forældresamarbejdet.
Der er efter Marianne Guldager Jensen sket en udjævning mellem faggrupperne i de 36 år, hun har arbejdet på det pædagogiske område. Det, synes hun, er en god udvikling. Der skal bare også stadig være forskel, så de forskellige faggrupper får lov at bidrage med det, de kan.
Når hun skal beskrive, hvordan hun ser samarbejdet mellem pædagoger og pædagogiske assistenter, bruger hun et eksempel, hun hørte fra en pædagogisk assistentelev på Social- og Sundhedsskolen i Esbjerg. Eleven sagde: ”Jeg ser min rolle sådan, at når pædagogen forlader stuen en formiddag, fordi hun har en anden opgave, så er det mig, der har bolden og ansvaret for, at det arbejde udføres, som er aftalt”.
Marianne Guldager Jensen supplerer: ”Rammerne har de sat i fællesskab, og i dette tilfælde er den pædagogiske assistent garanten for, at det pædagogiske arbejde fortsætter, selvom pædagogen ikke er på stuen”.





